Category Archives: Grej og Udstyr

Vidvinkel og makro til… mobiltelefonen

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af Simon fra www.onkelbillig.dk. Simon ville høre, om jeg ville teste et stykke grej, som han ville sende til mig kvit og frit mod en anmeldelse på disse sider. Tjo… hvorfor ikke tænkte jeg…

Et par dage senere modtog jeg denne pakke med posten. Wide+Macro Lens for Mobile Phones. Prisen på hjemmesiden er 99,00 kr. Hertil skal du lægge 15,00 kr. i fragt, så med adapteren i hånden, er du altså 114,00 kr. fattigere.

Selve pakken

Selve pakken

Indholdet af pakken består af

  • Et optisk element
  • En manual – nærmere om den senere
  • En lille nøglesnor
  • To ringe og
  • Et dæksel til optikket
Pakkens indhold

Pakkens indhold

Manualen

Manualen består af ét stykke papir med tekst på en slags engelsk og, hvad jeg antager, er kinesisk, som jeg ikke tilnærmelsesvist mestrer. Den engelske side bærer tydeligt præg af at være maskinoversat. Lad mig give et eksempel:

“It shoule be grateful to use the phone if the camera lens at center on the the direct absorption in the Ring to use.”

Og endnu et eksempel:

“Please in the light of chart 5 to take out LENS when after use. For ward magnetism interfere.”

Hmmm… Jeg taler, læser og skriver engelsk godt nok til at kunen klare mig til dagligt. Men disse sætninger giver kun mening, fordi de er ledsaget af små, fine tegninger.

Montering

Så vidt jeg kan læse mig frem til, skal jeg klæbe en ring på min mobiltelefon rundt om telefonens optik. Det er for at det medfølgende kombi-optik kan monteres magnetisk. Når ringen er monteret på min iPhone 6, stikker den ud foroven, hvor telefonens kant buer. Det er ikke kønt at se på, og ringen skal nok falde af med tidens fylde.

 

Ring monteret på telefonen

Ring monteret på telefonen

Billeder

Her er eksempler på et billede optaget med og uden vidvinkeladapteren:

Uden adapter

Uden adapter

Med vidvinkeladapter

Med vidvinkeladapter

Som du kan se, er der en tydelig vignettering på billedet optaget med vidvinkeladapteren, ligesom adapteren øjensynligt mere virker som et fiskeøjeoptik end en vidvinkel.

Når man skruer den yderste del af adapteren, fungerer den som et makrooptik. Billedkvaliteten lader en del tilbage at ønske, men faktisk giver det nogle sjove muligheder, hvis du ikke lige har D_SLR og makrooptik med i tasken.

Uden adapter

Uden adapter

Med makroadapter

Med makroadapter

Du kan komme ganske tæt på og få små detaljer med, som du ellers ikke kan med et mobilkamera. Men dybdeskarpheden ved blænde f/2,2 lader en del tilbage at ønske. Desværre byder iPhone ikke på mulighed for at blænde ned til fx f/11. Det havde sikkert gjort en forskel.

Og når man er så tæt på, skal der ikke megen vind eller rysten på hånden til for at fokus i billedet flytter sig.

Konklusion

Kameraet i min iPhone er klart bedre end slet ikke at have et kamera med. Denne lille adapter giver klart mulighed for at få et brede perspektiv på sine billeder, og den giver også mulighed for at komme ganske tæt på.

Med en pris på 99,00 kr. plus fragt er det vel egentlig en sjov, lille gadget, OnkelBillig.dk tilbyder – særligt, hvis du ikke stiller specielt høje krav til kvaliteten af dine billeder. Adapteren er da også en glimrende idé som fx kalendergave (nu hvor juletiden nærmer sig med stormskridt).

Vil jeg selv bruge adapteren? Næppe. Som sagt stikker ringen ud fra telefonen, og jeg spår ikke ringen en lang levetid på min telefon, når den i det daglige bliver udsat for stød og knubs. Læg dertil, at jeg ynder at tage makrobilleder med mit Nikon Nikkor 105 mm f/2,8 og et solidt stativ, så kommer adapteren ikke til at indgå i “min værktøjskasse”.

Som en mobilgadget med ringe anvendelighed for mig vil jeg give adapteren to glas ud af fem mulige.

2 glas

Tagged , , , |

Lightroom på iPad – spild af tid?

Jeg hoppede lidt i stolen, da Apple annoncerede Lightroom til iPad. Whau, tænkte jeg, nu rykker det!

Jeg har nu købt abonnement på Adobe Creative Cloud og har da synkroniseret et par collections med min iPad. Dels fordi, det kunne lade sig gøre (som den ene hanhund sagde til den anden), og dels fordi jeg lige skulle vise nogle billeder frem og ikke gad slæbe min bærbare med.

Men nu har jeg haft rigtig brug for Lightroom på min iPad: Jeg har haft brug for at indlæse RAW-billeder fra mit Nikon D600 til min iPad og arbejde med billederne i Lightroom.

Første del af øvelsen gik fint. Jeg fik indlæst billederne til min iPad via mit camera connection kit. Anden del gik rigtig skidt. Lightroom kan kun indlæse JPG-filer. Og hvad pokker er det hele så værd. Ikke meget efter min ringe mening.

Jeg kan se stor værdi i at kunne indlæse mine RAW-billeder på min iPad og der sortere billederne og måske også gennemføre basale billedbehandling.

Her er mine ord til Adobe: Der er er stykke vej endnu, venner. Lightroom til iPad skal klart kunne håndtere RAW-filer, hvis jeg skal klappe i mine små hænder.

Tagged , , |

Nikon D600 til reparation – igen

Z-nikon-d600-front2Sidst i januar var mit Nikon D600 til rens efter at have været i brug i små 3 måneder. Det hjalp kortvarigt, men nu er den gal igen, så jeg har sendt mit Nikon D600 til reparation – igen. Denne gang har DFA Service ApS stillet mig i udsigt, at Nikon Europe vil udskifte vitale dele omkring lukkeren. Jeg krydser godt nok fingre for, at det hjælper, for jeg skal undvære min kamera i 5-10 arbejdsdage.

Har du også haft problemer med Nikon D600 vil jeg gerne høre fra dig, om hvad du har gjort.

Tagged , , |

Ny app fra Nikon: Manual Viewer 2

Står du til tider lige og skal bruge manualen til dit kamera, mens du er i felten – og manualen står i reolen der hjemme? Løsningen kan du få lige i hånden med Nikon Manual Viewer 2 til din mobiltelefon. Her kan du downloade manualen til dit kamera eller din flash.

Eneste ulempe ved Nikon Manual Viewer 2 er, at du kun kan kan hente manualer på fremmedsprog som fx engelsk, fransk og tysk.

Du kan hente app’en til din iPhone eller til din Android-telefon.

Vil du have dine manualer på dansk, kan du i stedet hente manualerne ned på din computer og gemme dem på fx Dropbox. På Nikons hjemmeside kan du læse, hvordan du henter manualer.

Det kræver selvfølgelig, at du har app’en til Dropbox installeret på din smartphone. Og det er en rigtig god idé at placere manualen i Favorites, så du ikke skal downloade den via en måske tvivlsom forbindelse midt i en signalmæssig ufremkommelig skov. Det er erfaringens bitre røst, der taler 😉

Du kan hente Dropbox til din iPhone og til din Android-telefon.

Also posted in Nyheder Tagged , , , , , |

Nikon D600 hjemme igen efter at være støvet af

Den 23. januar måtte jeg indlevere mit Nikon D600 til reparation på grund af snavs på censoren. Jeg vil dele to oplevelser med dig i den forbindelse – kald det bare en klagesang 😉

1. Løfter, løfter, løfter…

Jeg købte mit kamera hos Kamerahuset på Frederikssundsvej, så jeg troppede selvfølgelig op hos dem for at klage min nød. De havde travlt og bad mig selv indlevere kameraet hos DFA Service 500 meter nede ad en sidegade. OK, det gjorde jeg så: Det skulle efter sigende fremme ekspeditionen.

I indleveringen hang et seddel, der kundgjorde at rens af censor ville ske inden for 8 timer (fra dag til dag). Stor var min overraskelse, da jeg fik at vide, at der ville gå en uges tid, før jeg kunne hente mit kamera igen. Da jeg påpegede misforholdet mellem sedlens ordlyd og det, der kom ud af munden på ekspedienten, fik jeg at vide, at garantien var for “betalende gæster”, og at de i øvrigt havde travlt og derfor ikke kunne overholde det lovede.

Kom nu lige ind i kampen, DFA Service! Hvis I ikke kan holde, hvad I lovet, så fjern dog sedlen. Det er jo ikke fordi, den er boltet fast til væggen – den er jo blot sat fast med tape…

2. Lukkergymnastik

Da jeg her til aften sad og redigerede billeder fra gårsdagens kolde gys (fototur på Islands Brygge), undrede det mig, at nummereringen på billederne lød 6895, 6896 og så videre. De har godt nok knipset løs for at sikre, at der ikke kom mere skidt på censoren – hvem sagde forresten olie? Da jeg afleverede kameraet, stod billedtælleren på ca. 900.

Ganske vist står der på fakturaen “testbilleder taget”, men var det virkelig nødvendigt at tage 6.000 billeder for at konstatere, at censoren nu var ren? Ja, jeg spørger bare!

—ooOoo—

Så, kære DFA Service, hvis tilfældet skulle råde og I læser dette, så drop da gerne et par ord 🙂

Tagged , , , |

Lightroom nu i version 4.2

Nu kan du opdatere Lightroom til version 4.2. Og det bliver du sikkert særlig glad for, hvis du lige har sat penge i et Canon EOS 650D eller et Sony Cyber-shot DSC-RX100. For med denne opdatering vil du nu kunne åbne dine RAW-filer fra disse og mange flere kameraer – i alt 20 nye – i Lightroom.

Læs mere om opdateringen på Adobes hjemmeside.

Also posted in Nyheder Tagged , , |

Rejsestativ fra BENRO

BENRO A100EXU

Hånden på hjertet: Hvor tit tager du dit store stativ med, når du er på foto walk eller på ferie? Og hvor tit har du ønsket, at du havde taget det med? Jeg kan svare “ofte” til begge spørgsmål. Men der er håb forude. BENRO lancerer et nyt, kompakt rejsestativ. Det fylder og vejer ikke meget. Når det er foldet sammen er det kun 39 cm højt, og så vejer det kun 860 gram.

Stativet, der lyder det fulde navn BENRO A100EXU, kan bære udstyr på op til to kg. Et Nikon D7000 påmonteret Nikkor 18-200 mm optik vejer lidt under 1,5 kg. Så selv når kameraet har fået påmonteret det tungeste optik i min taske (Nikkor 105 mm makro), kan stativet bære det.

BENRO lover en maksimal højre på 103 cm, og du kan komme så langt ned som 19 cm taket være den vendbare midtersøjle.

Det lækre, lille stativ har en vejledende udsalgspris på 66 USD, og i Danmark vil det vel komme til at koste omkring 500 kr. Prisen er inklusiv kuglehoved og en bundplade. Jeg har allerede øremærket en femhundredekronersseddel 🙂

Du kan læse mere om stativet på BENRO’s hjemmeside (opdatering 7/6 2015: Link til producentens hjemmeside er fjernet på grund af dødt link).

Tagged , |

Nikon 18-70mm f/3.5-4.5 AF-S DX

Mit første DX-optik var et Nikon 18-70mm f/3.5-4.5 AF-S DX. Det brugte jeg flittigt i en årrække, og det endte sine dage hos min dejlige svigerdatter, Louise.

Nikon 18-70mm f/3.5-4.5 AF-S DX

Hun beklagede sig over, at det gik lidt stramt, når man zoomede. Og til sidst var det låst fast på en fast brændvidde. Det var ganske enkelt ikke muligt at køre med zoom-ringen. Min lokale fotopusher dømte det dødt, og han vurderede, at det ikke kunne svare sig at reparere det.

Til sidst tænkte jeg: “Hmmm… hvor svært kan det være?”. Og så allierede jeg mig med en skruetrække og lidt tålmodighed. Jeg begyndte at skille optikket ad. På et tidspunkt måtte jeg stoppe op og erkende, at jeg aldrig nogen sinde ville få samlet optikket igen ved egen hjælp. Men jeg fortsatte ufortrødent. Her ser du optikket splittet i atomer:

Nikon 18-70mm f/3.5-4.5 AF-S DX i atomer

Tak fordi, du brugte lidt af din tid her på bloggen 🙂

PS. Jeg fandt fejlen. De skruer, der holder blændeenheden fast, var gået løs. Det medførte, at enheden sad fast, når man drejede på zoom-ringen.

 

Tagged , |

Nikon GPS-G1

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om geo-tagging af billeder. Nu kan jeg udvide med mine erfaringer med Nikon GPS-G1.

Nikon GPS-G1 har ikke noget indbygget batteri. Det kører på kameraets batteri.

Du kan vælge at montere GPS-enheden i flash-skoen på dit kamera, eller du kan vælge at montere den i et medfølgende beslag på kameraremmen. Desværre kan jeg ikke uden videre bruge den sidste mulighed, da min kamerarem er for bred.

Nikon GPS-G1 har ingen tænd/sluk-knap – blot en lampe bag på, der viser status:

  • Rødt blink: intet signal
  • Grønt blink: signal fra tre sateliter
  • Fast grønt lys: signal fra fire eller flere sateliter

GPS-enheden bliver sluttet til dit kamera med et kabel. Her skulle jeg sno kablet lidt, for at det ikke var i vejen, når jeg tog billeder.

Min erfaring med enheden stammer fra en nyligt overstået tur til New York. GPS’en havde besvær med at finde sateliterne. Det er ikke et ukendt problem, når man bruger GPS i en storby med højhuse.

Når du bruger Nikon GPS G-1 lige fra pakken, er GPS-enheden sat op til at slukke, når din lysmåler slukker. Det betyder, at GPS’en lige skal finde sateliterne igen, når du skal til at tage et billede. Meget upraktisk!

Men det kan du ændre på dit kamera, så lysmåleren er tændt hele tiden, når du har koblet GPS’en til kameraet. Desværre medfører det, at kameraets batteri hurtigt bliver drænet. Så det er pest eller kolera: Brug tid til at finde sateliter eller drænet batteri.

Fordele

  • Det er vældig praktisk, at Nikon GPS-G1 skriver GPS-koordinater til dine billeders EXIF-information – og det virker både på JPG- og på RAW-filer.
  • Desuden er enheden ikke særlig stor eller særlig tung (der er jo intet batteri i den) – du kan således sagtens have den med i lommen eller i din kamerataske.
  • Tilslutningen og brugergrænsefladen er vældig enkel: monter enheden i flash-skoen og forbind den til kameraet med et kabel.

Ulemper

  • Nikon GPS-G1 trækker strøm fra dit batteri, som kan blive særligt belastet, hvis du vælger at lade din lysmåler være tændt hele tiden, mens GPS’en er tilsluttet.
  • Det tager altså lige et øjeblik, før Nikon GPS-G1 har fundet tilstrækkeligt med sateliter til at afgive et GPS-koordinat.

Konklusion

Nikon GPS-G1 er nem at bruge og leverer nemt og bekvemt geo-tagging til dine billeder. Eneste hage er, at den kan være lidt tid om at finde satelitter i storbyen.

Nikon GPS-G1 får fire sateliter af fem mulige.

Tagged , , , |

Nikon AF-S DX NIKKOR 35mm f/1.8G

Nikon AF-S DX NIKKOR 35mm f/1.8G

Nu har jeg haft mit Nikon 35 mm f/1.8 i tasken siden april. Ved flere lejligheder har jeg monteret glasset på mit kamera. For hurtigt at tage det af igen. Hvorfor? Jo, i starten havde jeg nok lidt svært ved at vende mig til at “være låst” til en fast brændvidde.

Efterhånden har jeg vænnet mig til ikke at lade mig begrænse af den faste brændvidde, men at se det som en kreativ mulighed.

Nu er jeg klar til at give mit besyv med om Nikon AF-S DX NIKKOR 35mm f/1.8G.

Nikon AF-S DX NIKKOR 35mm f/1.8G er designet til brug sammen med Nikons DX-kameraer – altså kameraer med APS-C sensor. Det betyder, at brændvidden på 35 mm svarer til 52,5 mm i FX-format (full frame). Den maksimale blændeåbning på f/1.8 giver dig god mulighed for at styre dybdeskarpheden meget præcist.

En af de bedste ting ved kameraet er den dejlig bløde bokeh. Det er den måde områder ude af fokus toner ud på.

Det første, der slog mig, da jeg monterede det første gang, var optikkets vægt. Det vejer blot 210 gram. I modsætning hertil vejer mig 18-200 mm optik 565 gram og mit 105 mm hele 720 gram.

Og så er optikket ikke særlig stort – i sagens natur. Objektivet tegner skarpt – rigtig skarpt. Dette kommer særligt til udtryk, når jeg blænder ned til omkring f/5.6 eller f/8.0. Ved fuld blændeåbning tegner optikket en anelse blødt. Men det er til at leve med. Blænde f/1.8 lukker MASSER af lys ind 🙂

Alt i alt synes, jeg, at optikket er alle pengene værd. Du kan købe optikket på kamerahuset.dk for 1.495 kr.

Se mine billeder taget med Nikon AF-S DX NIKKOR 35mm f/1.8G på denne side og denne side.

Tagged , , , |

Modlysblænde – skal skal ikke?

Modlysblænde

Bruger du din modlysblænde, når du tager billeder? Det eneste tidspunkt, hvor jeg ikke bruger min modlysblænde, er, når jeg tager billeder med flash monteret kameraet. Her kan modlysblænden skygge for lyset. Ellers er det en del af min klargøringsrutine at montere modlysblænden.

Hvis du er i tvivl om, hvordan modlysblænden hjælper dig, kan du læse denne artikel (på engelsk) på Digital Photography School.

Also posted in Fototips Tagged |

Anderledes kamerarem

Kamerarem… jam’ for pokker, der følger jo en med kameraet, vil du måske tænke. Sandt nok, jeg er bare ikke så begejstret for den medfølgende kamerarem. Jeg synes ganske enkelt, at den er for kort. Og så er jeg ikke meget for at gøre opmærksom på, at jeg slæber rundt på kostbart grej.

Derfor købte jeg for at par år siden en kamerarem af mærket QUANTARAY. En glimrende rem med en god længde. Eneste ulempe er, at jeg som oftest bar den over højre skulder for hurtigt at kunne få fat i mit kamera. Hvis jeg bar remmen diagonalt over brystet, kunne jeg ikke få kameraet op til øjet, fordi remmen hang for godt fast i mit tøj.

Seneste indkøb er en rem fra Sun-Sniper. Igen en rem med en god længe: Remmen kan justeres, så dit kamera hænger lige ved hånden (bogstaveligt talt). Rammen er designet, så den skal bæres diagonalt over brystet. Altså hængende over venstre skulder med kameraet ved højre hofte. Remmen er gjort fast til kameraet i stativgevindet, og så er der indbygget en fjeder i remmen for at minimere belastningen. Det bedste ved remmen er, at kameraet sidder fast i et beslag, der kan bevæge sig frit op og ned ad remmen. Det er altså kameraet, du flytter rundt på – remmen forbliver stabilt på din venstre skulder.

Den rem, jeg købte, har fået indsyet en stålwire, så det ikke er så ligetil at skære remmen over med en kniv. God sikkerhedsforanstaltning

Sun-Sniper "The Steel"

 

Jeg købte remmen kort før vores ferie til Berlin. I starten var det noget grænseoverskridende bare at lade kameraet hænge frit dinglende ved hoften, men det sidder altså godt fast i beslaget. Når du har remmen på din venstre skulder, hænger kameraet lige ved din højre balde. Det er egentlig overraskende komfortabelt at have det hængende der. Det støder ikke ind i din hofte/balde. Kameraet er let hurtigt at få til øjet; beslaget virker helt efter hensigten.

I Berlins gader gik jeg rundt med en rygsæk. Eneste ulempe ved remmen er, at kameraet hænger ved hoften – ikke ved balden – når du har rygsæk på. Det hindrer din højre arms frie bevægelse. Det er også den eneste ulempe ved remmen. Den er rar at have på en hel dag. Du bliver ikke skæv i kroppen, og den indbyggede fjeder gør et godt job.

Jeg kan varmt anbefale en kamerarem fra Sun-Sniper. Den får 4 blændetrin af 5 mulige.

Tagged , , |

Lowepro Fastpack 250 – anmeldelse

Lowepro Fastpack 250

Når du er på fototur, kan det være noget af en belastning at slæbe rundt på al sit grej. Med Lowepro Fastpack 250 får dit fotogrej den beskyttelse, det fortjener, og din ryg bliver ikke trukket skæv, som når du har dit udstyr i en skuldertaske.

Tasken opfylder desuden luftfartsselskabernes krav til kabinebagage, og den kan snildt komme ind under et flysæde. Så tasken er en oplagt rejsekammerat, når du skal ud at flyve.

Fastpack 250 har plads til et D-SLR med et mellemlangt optik, en flash og to-tre ekstra optik. Har du et langt teleoptik, er det intet problem: Du må så blot give afkald på plads til et ekstra optik.  Jeg synes generelt, at Lowepro har udnyttet pladsen rigtig godt. Continue reading »

Tagged , |

Nyt 50 mm optik fra Nikon

Nikon har netop sendt deres seneste optik med fast brændvidde på 50 mm på gaden. Det er et optik med største blænde på f/1.8 – altså en temmelig lysstærk sag. Det nye optiks fulde navn er 50mm f/1.8D AF NIKKOR, og det er et optik, der er særdeles velegnet til FX-kameraer (altså såkaldte full frame-kameraer). Glasset er set på edbpriser.dk til små 1.200 kr.

Optikket er et prisstærkt alternativ til det noget dyrere 50mm f/1.4D AF NIKKOR, der atså er næsten en hel blænde hurtigere. Og hvad betyder så en hel blænde? Jo, det svarer faktisk til, at optikket med største blænde på f/1.4 kan lukke næsten dobbelt så meget lys ind, som Nikons nyeste baby.

Så har du ofte behov for at tage billeder under ringe lysforhold (og hullet på kassekreditten ikke er for stort – optikket koster dobbelt så meget som f/1.8), skal du klart vælge 50mm f/1.4D AF NIKKOR.

Selv skyder jeg med AF-S DX NIKKOR 35mm f/1.8G monteret på Nikon D7000, der er i stand til på fremmeste vis at håndtere støj ved høj ISO. I går skød jeg en stribe billeder til koncert med Curtis Steigers i Copenhagen Jazzhouse. Jeg bringer et par eksempler, når billederne har været igennem vrideren 😉

Also posted in Nyheder

Billeder på papir

Hånden på hjertet: Skriver du billeder ud i denne digitale tidsalder? Jeg får i hvert fald ikke printet alle de seneste billeder ud på 10×15 cm papir, som jeg gjorde, da jeg fotograferede analogt. Og det er jeg egentlig glad for, når jeg tænker på, hvor mange billeder jeg stadig kasserer 🙂

Men jeg synes, at de bedste skud fortjener at komme til live på papir. Og hvorfor nu det – man kan jo bare vise dem frem på tv’et, en pc eller en iPad… de elektroniske muligheder er mange.

Som fotograf synes jeg, at man også skal tænke over den “magiske” effekt, et billede har på beskueren. Når du foreviger dit drømmeskud på lad os sige 1/250 sekund, hvad tænker beskueren så, når billedet bliver præsenteret på en pc? Det kunne være noget i retning af “ja, ja… al den teknik og manipulation var ikke mulig i de gode, gamle dage…”.

Hvis du i stedet printer dit billede ud på godt fotopapir, sætter billedet i en passe partout og en fin ramme, ja så vil billedet fremstå som din fortolkning af 1/250 sekund. Alt dit arbejde i Photoshop vil være glemt – tilbage vil kun være din evne til visuelt at fange det rigtige øjeblik, det rigtige motiv.

Printer du dine billeder ud – eller får du den lokale fotopusher til at gøre arbejdet for dig? Eller viser du dine billeder frem på pc’en? Lad mig høre fra dig 😉

Also posted in Fototips

Fotografering med mobiltelefon

Tidligere har jeg skrevet et par indlæg om det at tage billeder med mobiltelefonen – læs dem her og her. På National Geographic Danmark faldt jeg over en artikel, der kommer med nogle gode råd om netop det at tage billeder med sin mobiltelefon.

Rådet om ikke at slette billedet med det samme er efetr min mening det bedste på den side. Jeg er selv meget tilbøjelig til tag-et-billede-og-smid-det-væk, fordi det ikke ser ud helt som jeg forventede det. Næste gang jeg tager billeder med min mobilos, lader jeg dem ligge på telefonen 🙂

Also posted in Fototips Tagged |

Mit lommekamera

Mit lommekamera by Ole G.
Mit lommekamera, a photo by Ole G. on Flickr.

Mit lommekamera er altid med mig. Det er altid tændt. Jeg bruger det sjældent til at tage billeder med. Du har nok gættet det: Det er min mobilos.

Billedet her er tager i starten af en tunnel bemalet med grafitti.

Kvaliteten af billedet er egentlig ganske tilfredsstillende billedchippens størrelse taget i betragtning. Men der var også masser af lys :-). Jeg er dog sikker på, at min Nikon D7000 kan håndtere forskellen mellem lys og skygge en hel del bedre. Men det tager jeg altså ikke med på løbetur…

Tager du billeder med din mobiltelefon? Drop et link til dem, jeg vil gerne inspireres af DIG.

PS. Jeg har sendt billedet til min blog via en e-mail til Flickr. Smart!

Also posted in Mine billeder

Nyt glas i tasken

Det er en stor dag i dag. Jeg har fejret jubilæum på arbejde og har i gave bl.a. fået et nyt glas. Nikon AF-S DX NIKKOR 35mm f/1.8G. En fiks og let lille sag med et super hurtig blænde. Jeg glæder mig til at prøve optikket af, når lyset er svagt, eller når dybdeskarpheden skal være lille.

AF-S DX NIKKOR 35mm f/1.8G

Efter de første skud i kassen vil jeg vende tilbage med mine indtryk.

Hvilket optik er dit mest brugte?

Du har sikkert, ligesom jeg, et optik, du bruger mere end andre. På denne side kan du se de glas, jeg har.

Mit 18-70 mm købte jeg i 2006. Som supplement til det glas brugte jeg et ældre 80-200 mm plastikoptik. Ikke dårligt, men absolut ikke godt. Og på rejser irriterede det mig, at jeg skulle skifte glas hele tiden – med skidt på censoren til følge.

Så købte jeg mit dejlige Nikkor AF-S 18-200mm VRII 1:3.5-1:5.6. Bevares, det er ikke så hurtigt som fx Nikkor 70-200MM F/2.8G VRII AF-S ED, men det er til at komme hjem med uden, at man skal pantsætte sin førstfødte.

Nikkor AF-S 18-200mm VRII 1:3.5-1:5.6

Mit Nikkor AF-S Micro 105mm 1:2.8 sætter jeg stor pris på til portrætter eller makro. Men mit mest brugte optik er altså mit Nikkor AF-S 18-200mm VRII 1:3.5-1:5.6 på grund af dets alsidighed.

Hvilket optik er for det meste spændt på dit kamera?

Tagged , |

Det er en kold tid, vi lever i…

I dag har jeg været ude at lufte mit kamera en times tid i Køge. (16/2 2011: Se nogle af billederne fra turen på Flickr).Samtidig benyttede jeg mig af lejligheden til at teste mine nyindkøbte handsker – Lowepro Photo Gloves og The North Face E-tip Gloves.

Du får lige lidt meteorologiske data, inden vi går videre med min særdeles uvidenskabelige test: Temperaturen var på -1,5 grader, da jeg parkerede bilen, og det blæste en halv pelikan (ifølge DMI blæste det 15-20 m/s, altså en stiv til stærk kuling). Iberegnet kuldeindeks (chill factor) blev jeg udsat for temperaturer på mellem 18 og 20 graders frost. Det var altså temmelig koldt!
Continue reading »

GPS-koordinater på billeder

De seneste år har jeg eksperimenteret lidt med at få lagt GPS-koordinater på mine billeder. Jeg var begejstret over, at man på Flickr kan se, hvor billedet er taget. Selvfølgelig har jeg fumlet lidt rundt med manuelt at placere billederne på et kort, men det er ikke sjovt i længden.

I dette indlæg vil jeg skrive lidt om de erfaringer, jeg har med at få lagt GPS-koordinater på mine billeder.
Continue reading »

Stativ eller ikke?

Manfrotto 055MF3

Manfrotto 055MF3

Der er vel ingen tvivl om, at et ordentligt stativ vejer godt til. Bevares, en god rygsæt kan lette byrden lidt, men 2 kg er nu alligevel 2 kg!

Og på trods af den øgede vægt vil jeg nu alligevel gøre mig til talsmand for et godt, solidt stativ. Jeg vil her komme ind på et par eksempler, hvor stativet kommer til sin ret.

 

Makrofotografering

Den der har prøvet at fotografere med et makrooptik vil vide, at dybdeskarpheden til tider kan måles i milimeter. Her kan det til tider være et rent slumpetræf at få skarpe bilelder – eller rettere: at få den ønskede skarphed – med et håndholdt D-SLR. Stativet giver dig den ønskede stabilitet. Det vil alene være motivets bevægelse, du skal tage højde for Blink

Portrætter

Selv om et moderne D-SLR kamera ikke er særlig stort, kan det allivel snildt dække for fotografens ansigt. Og hvad er mere vigtigt end at kommunikere med modellen eller modellerne for enden af dit optik? Med kameraet på stativ og måske med en fjernudløser i hånden har du alle muligheder for at kommunikere med dine modeller uden at kameraet dækker dit ansigt – du er ikke kun en stemme…

Aften og natbilleder

I takt med, at lyset svinder, vil dine lukkertider blive stadig længrere. Måske helt op til 10 – 15 sekunder. Det er ganske enkelt ikke muligt at få et ordentligt resultat med et håndholdt kamera. Måske en mur eller et vejskilt kan give dig støtte nok til lukkertider på 1/10 sekund eller lidt længere, men de helt lange lukkertider kræver altså et robust stativ.

Landskabsfotografering

Fotografering af landskaber kan i klart solskin være en smal sag – selv med en blænde på f/22. Der er masser af lyst til at give fornuftige lukkertider. Men er det overskyet – og dybdeskarpheden er sikkert vigtig – kan et stativ redde et ellers håbløst billede.

Og vil du skyde billeder for senere at stitche billederne sammen til et panoramabillede, kræver det bestemt færdigheder for at opnå det fornødne overlap på billederne i det horisontale niveau med kameraet i hånden. Med kameraet på stativ har du et solidt fundament for at få lappet over horisontalt og få lige meget med for oven og forneden i billederne.

Also posted in Fototips Tagged , , , , |