Tag Archives: Sun-Sniper

Anderledes kamerarem

Kamerarem… jam’ for pokker, der følger jo en med kameraet, vil du måske tænke. Sandt nok, jeg er bare ikke så begejstret for den medfølgende kamerarem. Jeg synes ganske enkelt, at den er for kort. Og så er jeg ikke meget for at gøre opmærksom på, at jeg slæber rundt på kostbart grej.

Derfor købte jeg for at par år siden en kamerarem af mærket QUANTARAY. En glimrende rem med en god længde. Eneste ulempe er, at jeg som oftest bar den over højre skulder for hurtigt at kunne få fat i mit kamera. Hvis jeg bar remmen diagonalt over brystet, kunne jeg ikke få kameraet op til øjet, fordi remmen hang for godt fast i mit tøj.

Seneste indkøb er en rem fra Sun-Sniper. Igen en rem med en god længe: Remmen kan justeres, så dit kamera hænger lige ved hånden (bogstaveligt talt). Rammen er designet, så den skal bæres diagonalt over brystet. Altså hængende over venstre skulder med kameraet ved højre hofte. Remmen er gjort fast til kameraet i stativgevindet, og så er der indbygget en fjeder i remmen for at minimere belastningen. Det bedste ved remmen er, at kameraet sidder fast i et beslag, der kan bevæge sig frit op og ned ad remmen. Det er altså kameraet, du flytter rundt på – remmen forbliver stabilt på din venstre skulder.

Den rem, jeg købte, har fået indsyet en stålwire, så det ikke er så ligetil at skære remmen over med en kniv. God sikkerhedsforanstaltning

Sun-Sniper "The Steel"

 

Jeg købte remmen kort før vores ferie til Berlin. I starten var det noget grænseoverskridende bare at lade kameraet hænge frit dinglende ved hoften, men det sidder altså godt fast i beslaget. Når du har remmen på din venstre skulder, hænger kameraet lige ved din højre balde. Det er egentlig overraskende komfortabelt at have det hængende der. Det støder ikke ind i din hofte/balde. Kameraet er let hurtigt at få til øjet; beslaget virker helt efter hensigten.

I Berlins gader gik jeg rundt med en rygsæk. Eneste ulempe ved remmen er, at kameraet hænger ved hoften – ikke ved balden – når du har rygsæk på. Det hindrer din højre arms frie bevægelse. Det er også den eneste ulempe ved remmen. Den er rar at have på en hel dag. Du bliver ikke skæv i kroppen, og den indbyggede fjeder gør et godt job.

Jeg kan varmt anbefale en kamerarem fra Sun-Sniper. Den får 4 blændetrin af 5 mulige.

Posted in Grej og Udstyr Also tagged , |