Tag Archives: Vidvinkel

Vidvinkel og makro til… mobiltelefonen

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af Simon fra www.onkelbillig.dk. Simon ville høre, om jeg ville teste et stykke grej, som han ville sende til mig kvit og frit mod en anmeldelse på disse sider. Tjo… hvorfor ikke tænkte jeg…

Et par dage senere modtog jeg denne pakke med posten. Wide+Macro Lens for Mobile Phones. Prisen på hjemmesiden er 99,00 kr. Hertil skal du lægge 15,00 kr. i fragt, så med adapteren i hånden, er du altså 114,00 kr. fattigere.

Selve pakken

Selve pakken

Indholdet af pakken består af

  • Et optisk element
  • En manual – nærmere om den senere
  • En lille nøglesnor
  • To ringe og
  • Et dæksel til optikket
Pakkens indhold

Pakkens indhold

Manualen

Manualen består af ét stykke papir med tekst på en slags engelsk og, hvad jeg antager, er kinesisk, som jeg ikke tilnærmelsesvist mestrer. Den engelske side bærer tydeligt præg af at være maskinoversat. Lad mig give et eksempel:

“It shoule be grateful to use the phone if the camera lens at center on the the direct absorption in the Ring to use.”

Og endnu et eksempel:

“Please in the light of chart 5 to take out LENS when after use. For ward magnetism interfere.”

Hmmm… Jeg taler, læser og skriver engelsk godt nok til at kunen klare mig til dagligt. Men disse sætninger giver kun mening, fordi de er ledsaget af små, fine tegninger.

Montering

Så vidt jeg kan læse mig frem til, skal jeg klæbe en ring på min mobiltelefon rundt om telefonens optik. Det er for at det medfølgende kombi-optik kan monteres magnetisk. Når ringen er monteret på min iPhone 6, stikker den ud foroven, hvor telefonens kant buer. Det er ikke kønt at se på, og ringen skal nok falde af med tidens fylde.

 

Ring monteret på telefonen

Ring monteret på telefonen

Billeder

Her er eksempler på et billede optaget med og uden vidvinkeladapteren:

Uden adapter

Uden adapter

Med vidvinkeladapter

Med vidvinkeladapter

Som du kan se, er der en tydelig vignettering på billedet optaget med vidvinkeladapteren, ligesom adapteren øjensynligt mere virker som et fiskeøjeoptik end en vidvinkel.

Når man skruer den yderste del af adapteren, fungerer den som et makrooptik. Billedkvaliteten lader en del tilbage at ønske, men faktisk giver det nogle sjove muligheder, hvis du ikke lige har D_SLR og makrooptik med i tasken.

Uden adapter

Uden adapter

Med makroadapter

Med makroadapter

Du kan komme ganske tæt på og få små detaljer med, som du ellers ikke kan med et mobilkamera. Men dybdeskarpheden ved blænde f/2,2 lader en del tilbage at ønske. Desværre byder iPhone ikke på mulighed for at blænde ned til fx f/11. Det havde sikkert gjort en forskel.

Og når man er så tæt på, skal der ikke megen vind eller rysten på hånden til for at fokus i billedet flytter sig.

Konklusion

Kameraet i min iPhone er klart bedre end slet ikke at have et kamera med. Denne lille adapter giver klart mulighed for at få et brede perspektiv på sine billeder, og den giver også mulighed for at komme ganske tæt på.

Med en pris på 99,00 kr. plus fragt er det vel egentlig en sjov, lille gadget, OnkelBillig.dk tilbyder – særligt, hvis du ikke stiller specielt høje krav til kvaliteten af dine billeder. Adapteren er da også en glimrende idé som fx kalendergave (nu hvor juletiden nærmer sig med stormskridt).

Vil jeg selv bruge adapteren? Næppe. Som sagt stikker ringen ud fra telefonen, og jeg spår ikke ringen en lang levetid på min telefon, når den i det daglige bliver udsat for stød og knubs. Læg dertil, at jeg ynder at tage makrobilleder med mit Nikon Nikkor 105 mm f/2,8 og et solidt stativ, så kommer adapteren ikke til at indgå i “min værktøjskasse”.

Som en mobilgadget med ringe anvendelighed for mig vil jeg give adapteren to glas ud af fem mulige.

2 glas

Posted in Grej og Udstyr Also tagged , , |